Götakanalen

.

.

Götakanalen - Sveriges blå bånd - begynder faktisk i Trollhättan, for det var her Balzer von Platen i 1798 blev valgt ind i Trollhätta Kanalens bestyrelse og dermed fik kontakt med datidens fremmeste ingeniører i kanal- og slusebygning.

De første ideer om at kunne forcere de meget voldsomme fald begyndte i 1500-tallet, men først i 1718 forsøgte Christohper Polhem at sprænge slusekamre i klipperne ved faldene, men arbejdet blev aldrig helt færdigt, for i 1754 stoppede byggeriet dels på grund af en arbejdsulykke og dels var pengene sluppet op.

Billedet til venstre er et af de første slusekamre der blev taget i brug år 1800.

.

De første sluser kunne tage skibe op til 140 tons, men de blev snart for små, så i 1838 påbegyndtes byggeriet af større sluser - billedet til højre - , de blev indviet den 5. januar 1844.

Nils Eriksson ledede byggeriet af sluserne, brøderne John og Nils Eriksson begyndte deres karriere ved byggeriet af Götakanalen. Derefter skiltes deres veje. Nils ændrede sit efternavn til Ericson, til stor irritation for John.
John Eriksson rejse til England og senere Amerika, han bl. a. opfandt mange ting, herunder den moderne skibsskrue.
Han er begravet på Filipstad kirkegård.

Også de nye sluser blev snart for små, så i 1916 blev de nuværende sluser indviet. De kan tage skibe på godt 4.000 tons. Sluserne er løbende blevet moderniseret, sidst i 1974, hvor vintersejlads blev muligt.  
 De store sluser bruges af erhvervsskibsfarten, men ikke noget er for småt! Billedet til venstre.I sommermånederne er der også en livlig trafik af lystsejlere.

Men det der har givet sejladsen problemer, giver vandkraften muligheder.
Olidan - herunder - er Sveriges første større vandkraft- projekt. Kraftstationen blev indviet i 1910. Der var en del modstand mod projektet, man mente ikke der var brug for så meget el-kraft.
De oprindelige 4 turbiner er i dag blevet til 13. Vandgennemstrømningen er øget fra 20 kubikmeter til 950 kubikmeter/sek.
Billederne herunder til venstre Olidan og til højre de store Trollhätta fald, genskabt for turisterne nogle få minutter i sommermånederne.

"Lilla Paris" som Birger Sjöberg kaldte Vänersborg, ligger ved Vänerns bred hvor Götaelven begynder.
Vänersborg har stadig lidt småstadsidyl og en tur langs Vänerns bred bringer os ud til statuen af Frida eller som hun i virkeligheden hed Karin Lustine.

Statuen af Karin Lustine har altid har friske blomster i hånden.
Birger Sjöberg friede til Karin Lustine i 1906, men fik en kurv.
Birger Sjöberg døde i 1929.
Inden vi fortsætter til Sjötorp og Götakanalen, tager vi lige en smut omkring Köpmannebro og Dalsland kanal.

Billedet til venstre - en sluse ved Köpmannebro med vejbroen med inlandsvägen i baggrunden.
Ved byen Håverud møder vi Dalsland kanalen igen. Dalsland kanalen følger stort set smukke og uforstyrrede søer, der er kun 10 km kanal, der er gravet.
Her forbindes søerne af en elv, der ikke er sejlbar hele vejen, så det har været nødvendigt at kunne sejle hen over forsen.
Elven krydses her både af akvædukten, en jernbanebro og en vejbro.

.

Vi forlader nu området ved Trollhättan og på vej mod Mariestad kommer vi forbi Lackö slot, som familien De la Gardie i 1600-tallet om- og tilbyggede. Slottet ejes i dag af den svenske stat.

Efter en smuk tur gennem det svenske landskab er vi snart i Mariestad. Byen blev grundlagt i 1583 af Gustav Vasa's søn Hertug Karl - den senere kong Karl IX af Sverige - der hædrede sin hustru Maria ved at give byens hendes navn - Mariestad.

Det er en lille hyggelig by, der tiltrods for danskernes mange plyndringer har mange gamle huse.
Mariestads kirke er opført omkring år 1600, den ligger meget højt så den har tidligere fungeret som sømærke for søfarende på Väneren.

.

Väneren er drikkevandsmagasin for ca. 650.000 mennesker og er også Sveriges største vandkraftsdam.
Søen er rig på øer og skær, der er ialt 22.000. En af disse øer er Torsö, der ligger lidt nord for Mariestad, i midten af 1990'erne fik øen en bro.

.

Så er vi nået til Sjötorp og Götakanalen.
Götakanalen strækker sig mellem Sjötorp ved Väneren og Mem ved Østersøen.
Her er det "Nana" af Nivå, der er på vej ud af den sidste sluse i Götakanalen og videre ud i Vänern.
 I Sjötorp er der også en havn efter sluserne, her er bådeværft, hvor der er bygget over 500 både siden kanalen blev bygget.
Det smukke gamle træskib gør klar til afgang.
I det gamle havnemagasin er der indrettet kanalmuseum, hvor der er udstillet gamle søkort, redskaber, bådmotorer og meget mere.

.

Den store røde magasinbygning i Lyrestad er bygget af overskudsmaterialer fra kanalbyggeriet.

.

Legepladsen i Nordkvarn er bygget med EU støtte. Her kan børn og barnlige sjæle prøve at sejle på Götalkanalen, både som skipper og slusevagt på en sluse.

.

Kanalen krydser mange vandløb, Her ses vandløbet nederst og ovenover anes en mast på et sejlskib på Götakanalen.
Vandløbene kan ikke bruges til kanalen, da de har meget varieret vandmængde og vandet fører en masse dynd med sig, som vil skabe problemer i sluserne.
Samme problem er der med mindrer søer, det er kun de større der indgår i kanalsystemet. De mange mindre kuperinger i terrænet er udjævnet, så kanalen snart ligger gravet ned i landskabet og snart er lukket inde med kraftige diger.

.

I Østre Hajstorp nyder slusevagten det gode sommervejr, mens lystbåde og passagerbåde passerer i en lind strøm. Sluserne - på nær 2 - er hydrauliske, så arbejdet er ikke så hårdt som oprindelig, hvor det hele var håndbetjent. Men det er selvfølgelig ikke kun sluserne og regulering af vandmængden ind i og ud af sluserne der skal passes, der skal også en gang imellem gives en hånd til bådene, især hvor skipperen er alene.

M/S Juno er verdens ældste i driftværende skib med overnatningsmulighed, fordelt på 29 kahytter, bygget i 1874 på Motala Werkstad i Motala til sejlads på Götakanalen.
Den blev oprindelig drevet af en dampmaskine, men den blev udskiftet til en dieselmotor i 1956.
Du kan læse mere om både rederiet og M/S Juno her.
Passagerbådene på kanalen har første ret til sluserne, så lystsejlerne må pænt vente, tålmodighed er en god ting når der sejles på kanalen.
Men snart er Juno ude mellem de grønne marker igen og passagerne hygger sig på dækket.

.

Snart er vi i Töreboda, hvor kanalen krydses af jernbanen.
Og i Tøreboda finder vi også Europas mindste færge "Lina". Den krydser Götakanalen på ca. 20 sekunder, den medtager gående og cyklister. Der er jævnt travlhed hele dagen og ikke mindst morgen og aften. De gående og cyklisterne sparer en halv kilometer ved at benytte den lille færge.
Færgeoverfarten blev startet af pensioneret lokofører Oskar Lindhult i 1919.

Efter nogle få kilometer eller sømil når vi til den lille gæstehavn og campingplads "Vassbacken".
På en lille halvø ude i kanalen ligger campingpladsens reception og en lille cafè.
Du kan læse mere om stedet på www.wassbacken.com 
Lystfiskerne deltager i en fiskekonkurrence i Götakanalen.
Hvis det bliver for varmt kan man jo bare tage dukkert i kanalen, vandet er forholdsvis rent, da der i forbindelse med slusningen jævnligt tilføres nyt vand fra kanalens højest liggende sø Viken.  
En af kanalbaadene - Sandön - har lagt til ved cafeen.

.

Langs med den gravede del af kanalen er der opstillet alnstenar (alen-stene) for hver 1.000 alen, det svarer til 593,8 meter.
De blev brugt til at beregne prisen for at blive trukket af heste eller okser.
De kan også bruges til at beregne hastigheden, i det det skal tage mindst 4 minutter mellem hver sten for at overholde hastighedsbegrænsningen på 4,8 knob.

.

Ikke langt fra Vassbacken ligger Lanthöjen, der med en obelisk markerer det højeste punkt på den gravede del af kanalen.

Tåtorp er den sidste sluse inden søen Viken, der er det højeste punkt på Götakanalen. Den er den ene af de to manuelle sluser der er tilbage på kanalen.

Turen over søen Viken slutter i denne smukke kanal øverst. Men inden turen til næste sø - Botten sjön - skal denne sluse med støbejernsbroen passeres.
Broen er en engelsk konstruktion, men fremstillet i Sverige i forbindelse med bygningen af Götakanalen, den er stadig funktionsdygtig.

Efter turen gennem sluserne, kan vi ligesom denne flotte gamle båd drevet af en dampmaskine lægge til ved Forsvik og gå på marked.
I Forsvik har der været industrivirksomheder lige siden 1400-tallet, de nuværende bygninger er fra 18- 1900-tallet, men i dag er der industrimuseum i bygningerne.

.

En af aktører til dagens festligheder har nederdel på, det er ikke fordi han er skotte, nej det er en snedkerkjole, som blev brugt af snedkerne i gamle dage.

Men der er en grund til at dampbåden er ankommet, der er marked!
Den gamle brygge eller anløbsbro er blevet fornyet og skal indvies. Det skal selvfølgelig foregå på behørig vis med taler og kanonsalut og det hele afsluttes med at alle "arbejderne" har fået fri og kan svinge sig i dansen.

Turen fortsætter til Karlsborg, hvor Götakanalen munder ud i Vätteren. Her er der en hyggelig lille havn og byen Karlsborg.
Her på Vanæs odde ligger en fæstning, der gav byen sit navn, Europas største fæstning.
Grunden til bygningen af fæstningen ved Vätterens bred blev lagt, da Sverige tabte Finland til Russerne i 1809. Finland havde da været under Svensk herredømme i 700 år, så nu følte Sverige, at Rusland var kommet lidt for tæt på Stockholm. For at vinde lidt tid til mobilisering ved et evt. angreb på Sverige blev fæstningen Karlsborg bygget. Den blev påbegyndt i 1819 og byggeriet var planlagt til at vare 10 år, men der gik 90 år inden fæstningen stod færdig.
Ringmuren der omkranser hele fæstningen er 5 kilometer lang. Indenfor er der kasserne, garageanlæg, depoter og værksteder. Der blev også bygget sygehus og boliger til ansatte og civile.
Garnisonskirken - billedet øverst til højre - var planlagt til at kunne rumme den svenske Rigsdag, hvis Stockholm skulle forlades.

.

Der blev også bygget en bolig til kongen -, men den blev placeret udenfor fæstningsområdet.



Efter Karlsborg skal vi over søen Vätteren. Søen er 135 kilometer lang og godt 30 kilometer bred og har en dybde på omkring 100 meter. Vätteren leverer lige som Vänern drikkevand til mange mennesker.

Götakanalen fortsætter på østsiden af Vätteren, men inden vi fortsætter på Götakanalen tager vi en afstikker til den smukke og spændende by Vadstena.
Vadstena slot ligger helt ud til Vätteren, det blev påbegyndt i 1545 af Gustav Vasa, blandt andet på grund af de mange danske angreb på Sverige.
Slottet var endelig færdigbygget i 1620, men er senere ombygget flere gange. Da det ikke blev brugt til bolig for kongen mere, begyndte det at forfalde og i 1800-tallet blev det brugt til bl.a. lagerbygning.
I dag er slottet restaureret og et besøg værd.
 Voldgraven er forbundet med Vätteren, så man kan sejle helt ind til slottet.

Vadstena er også kendt som pilgrimsby. Birgitta, der er af gammel svensk kongeslægt, besluttede efter forskellige hændelser i hendes liv, at oprette en klosterorden for munke og nonner i Vadstena. I 1349 rejste hun på pilgrimsfærd til Rom for at få pavens godkendelse af hendes klosterorden for munke og nonner.
I 1370 blev Birgittaordenen grundlagt og i 1384 indviedes Vadstena kloster, der i de følgende århundrede blev et åndeligt centrum.
Den lange bygning forrest, var det tidligere munkekloster.
Kirken blev bygget efter Birgittas anvisninger, og den blev indviet i 1430. Birgitta døde 23 juli 1373 i Rom. Hendes datter Katarina bragte Birgittas jordiske rester tilbage til Vadstena.
I kirken står et relikvieskrin indeholdende både Birgitta og hendes datter Katarina.
Den 1. oktober 1999 blev Birgitta af Vadstena af Paven gjort til skytshelgen for Europa.

Klosteret blev som de fleste katolske klostre nedlagt efter reformationen og bygningerne blev anvendt til mange forskellige formål. Det gamle munkekloster er nu højskole og Kongsgården der blev bygget om til nonnekloster er hotel og restauration.
Billederne til højre i midten og nederst: I midten af 1900-tallet blev der etableret et nyt kloster for Birgitta-søstrene. Det ligger ikke langt fra det gamle kloster. I det nye kloster er der indrettet hotel.
Du kan søge yderligere oplysninger om hotellet og søstrene her:  www.birgittaskloster.se

Vi vender tilbage til Götakanalen igen, og det vil sige til Motala, hvorfra kanalen fortsætter til Mem ved Østersøen
Billedet til venstre: På havnen i Motala ligger Göta kanalselskabets kontor eller som der står på den gule bygning Göta Kanalbolag.

Billederne til højre: Når man følger kanalen videre mod øst kommer man gennem en lille skov, hvor vi finder Baltzar von Platens grav. Den ligger meget naturligt ved Götakanalens bred.
Götakanalen er von Platens værk, han havde arbejdet med ideen i nogen tid, men i 1798 blev han indvalgt i Trollhätta kanals bestyrelse. Derved fik han kontakt med datidens bedste kanalingeniører og den 11. april 1810 blev det første spadestik taget til Göta kanalen. Den 26. september 1832 indviedes Götakanalen med stor festivitas, men den dag nåede von Platen ikke at opleve, idet han afgik ved døden 1829.
Den gravede kanal er 87 kilometer.
Du kan læse meget mere om kanalens spændende historie her: www.gotakanal.se 

.

I den østlige del af Motala ligger Motala Verkstad, der blev etableret i 1822 af Baltzar von Platen, da der ikke var nogen større smedjer der kunne levere materiale til kanalbyggeriet.
Motala Verkstad har også bygget kanalbåde, nogle be- sejler kanalen endnu, bl.a. Juno og Vilhelm Tham.
Du kan læse mere om disse smukkes bådes historie på dette link: www.gotacanal.se/SE/rederiet

Lige overfor Motala Verkstad ligger et lille kanalmuseum, indrettet i 2 barakker. Museet er absolut at besøg værd.
Billedet øverst til højre:  viser nogle af de redskaber der blev brugt ved bygningen af kanalen.
Billedet øverst til venstre er også fra museet, her er det John Ericsson ved tegnebordet, hvor han sammen med sin broder Nils Ericsson kom i lære hos kanalselskabet og på Motala Verkstad.
Nils gjorde karriere hjemme i Sverige og blev i 1854 adlet. Og i den forbindelse fjernede han det ene s fra sit navn. Det vakte stor harme hos broderen John.
Som 23 årig rejste John først til England og siden til USA. Han opfandt bl.a. den moderne skibsskrue. Han døde i USA i 1889. Hans kiste blev bragt hjem til Sverige på den Amerikanske krydser Baltimore og han blev bisat på sin hjemegns kirkegård i Pilipstad i dette mausolerum. Billedet nederst til højre.

I den østlige del af Motala ligger søen Boren, men den ligger noget lavere end både Vätteren og Motala. Borenshult sluser består af 5 slusekamre med en højdeforskel på 15,3 meter. Efter vi passerede det højeste punkt , søen Viken, går det nu nedad til Østersøen.

Billederne nedenunder: På den østlige side af søen Boren ligger den lille by Borensberg. Her er der en enkelt sluse, men den er ikke hydraulisk betjent.
 Sluserne i Taatorp og Borensberg er de eneste 2 på hele Götakanalen der er manuelle, så her får både slusevagten og sejlerne lidt motion. Ved siden af slusen ligger det idylliske Göta Hotel - den røde bygning på billedet til højre.

.

Ved Nordby går vejen under kanalen, en kæmpe beton- rende er lagt hen over vejen, så trafikken på både kana- len og vejen kan forløbe uden afbrydelser.
I byen Ljungsbro er der en lignende akvadukt.

Snart kommer vi til Berg, hvor kanalens største og nok mest kendte slusetrappe ligger. Det er Carl Johans sluser, der består af 7 slusekamre med en højde forskel på 18 meter.
Ikke langt fra sluserne ligger ruinerne efter Vreta kloster, der var Sveriges ældste. Det blev bygget i 1110 som benediktiner kloster for nonner, men konverterede til cistersienserordenen år 1162. Klosterkirken er sognekirke.
Billedet til højre: Sluserne i Berg ligger ud til søen Roxen, i byen Nordsholm på søens østside, er der et enkelt slusekammer. Det er lidt usædvanligt, idet en dobbeltsporet banestrækning passerer hen over kanalen mellem slusen og søen. Så her bestemmer togtiderne hvornår slusen kan åbne for bådene.

Nu går kanalen igen gennem idylligske landskaber. Slusevagten ved Duvkullens sluse nyder det gode vejr.
Hun er en af de mange unge, der hvert år slapper af fra studierne i Stockholm ved at være slusevagt i de travle sommermåneder.
Den gamle træksti langs kanalen er en populær cykel- rute. Man kan vælge at køre den helt på egen hånd eller købe en færdig tur.

Snart dukker Söderköping op, kanalhavnen ligger ovenfor slusen, næsten midt i byen. Her er det den danske båd Blue Moon, der gør klar til afgang. (Billedet øverst til venstre)
Billedet næste række til venstre: Det er rigtig nok kaniner, de har lige krydset kanalen for at komme ind til den lille by Söderköping. Dette muntre kunstværk er skabt af kunstneren Eva Fornåås og det hedder "Rabbit crossing". Skulpturen består af en tilsvarende skulptur på den modsatte side af kanalen, hvor kaninerne hopper i vandet.
Söderköping er en gammel by, den blev anlagt i 1200-tallet, hansestædernes vellastede både sejlede tidligere på Storåen helt ind til rådhuset , men på grund af landhævningen er den nu kun sejlbar for småbåde.
Der findes flere middelalderlige huse i byen. En by hvor man godt kan bruge et par dage eller mere på.
Er man sejlende kan man lægge ind i den hyggelige kanalhavn, vi valgte byens lille campingplads. Den ligger i udkanten af byen, men på grund af byens størrelse i gå afstand til det meste.
Den flotte gamle vindmølle på toppen af bakken ligger lige ved siden af campingpladsen, bemærk i nederste venstre hjørne af billedet løber er en ræv, den kom hver aften ved 23-tiden.  
Du kan læse mere om Korskullens camping ved at klikke her. 

.

St. Laurentii kirke er den ene af byens tilbageværende 2 kirker.
Den nuværende er opført i 1494 efter en brand.
Det lidt specielle for os som danskere er, at fregatten Jylland hænger som kirkeskib i kirken.  Det er skænket kirken, som en tak for byens gæstfrihed under 2.verdenskrig af drengekorets leder Mogens Wøldike og kaptajn Sørensen.

.

Fra Söderköping er der ikke langt til den sidste sluse inden Østersøen.
Slusevagten i Mem nyder det gode vejr (billedet til højre).
På billederne anløber en Schweizisk båd Mem.

.

Lidt ude i skærgården lige slotsruinen Stegeborg, den var under middelalderen en af Sveriges vigtigste fæstninger og kongeligt slot indtil 1600-tallet.

.

Her slutter turen langs Götakanalen, vi har kørt den i bil på ca. 4 uger, men den kan selvfølgelig deles op i mindre stykker, afhængig af tid og transportform.
Selvom vi har kørt den i bil, er det nødvendigt at gå eller cykle længere strækninger, hvis man vil se hele kanalen.
Hvis man vælger at cykle turen, skal man være opmærksom på at trækstierne kun følger den gravede del af kanalen, udenom søerne skal man ud på ikke altid lige brede og cykelvenlige veje.
Der er lagt nogle links ind flere steder, men et godt udgangspunkt er dette: www.gotakanal.se