Efterår i Bergslagen - sverige

Efter lang tid uden megen rejseaktivitet, er der endelig mulighed igen, så vi bookede overnatninger i Bergslagen. Det er området i det sydøstlige Dalarne.
Vi havde valgt oktober måned, da vi erfaringsmæssigt ved, at efteråret har nogle smukke farver i Sverige.
Vi benyttede Stena Line til Göteborg, så havde vi kun ca. 100 km til Munkedal Herrgård. Det skulle vise sig at vi havde gjort regning uden vært, for i Göteborg var trafikken næsten umulig på grund af et større vejarbejde fra færgehavnen og et godt stykke øst på. Og igen var E6 spærret nord for Uddevalla på grund af - ja netop, vejarbejde. Så denne forholdsvis enkle tur tog ca. 2½ time. Men på herregården ventede der os en super lækker middag.

Efter en god nats søvn og en god morgenmad gik vi en lille runde ved herregården inden vi kørte videre.

Villa GladTjärn

Næste mål var Smedjebakken lidt øst for Ludvika, her skulle vi bo på Villa Glädtjärn. Det er både hotel og campingplads.
Det ligger et godt stykke fra byen Smedjebakken, så der er ingen larm eller lysforurening. Her skulle vi bo de næste 6 dage.

Første dag var det planen at køre til Dan Anderssons hjem., Luossastugan, det var godt nok lukket nu, men vi kunne gå en tur til Luossastugan, men inden vi nåede så langt kom vi forbi flere bruksmiljøer, og dem kunne vi ikke bare køre forbi.
De første malmgrubber vi kom forbi var Flogbergets grubber, der begyndte man at bryde malm i 1600-tallet og indtil 1918, så var produktionen ikke rentabel mere og det hele blev lukket. Nogle af gruberne er vandfyldte og andre står forladte og vidner om umenneskelige arbejdsforhold.
På billedet til venstre anes indgangen til gruben i midten af billedet bagved afspærringen.

Stollberget

Stollberget eller Väster Silvberg er en af Sveriges rigeste grubefelter. Fra 1100-tallet blev der brudt sølv her og en kongsgård blev anlagt af Gustav Vasa.
Men i 1755 stoppede sølv produktionen og man gik over til jern, bly, zink, mangan og arsenikkis.
Gruberne var i drift indtil 1982. I området er der vækster, der trivedes godt i områder med højt indhold af tungmetal.

Hvis man går ind af døren til minegangen, kommer man ind i en totalt sort gang, men med kameraets hjælp er det muligt at se den lave mørke minegang.
Der er kun 120 cm højde i næste gang, en ubehagelig arbejdsstilling.

Luossa stugan

Den svenske trubadur Dan Andersson er født den 6. april 1888 i Skattlösberg.
Barndomshjemmet - den lokale skole er nedbrændt - så nu står der kun en mindesten for Dan Andersson.
Faderen havde været skolelærer indtil 1905, hvorefter familien prøvede et nyt liv ved Mårtens, en mil nordpå. Det var en lejebolig med pligt til at levere trækul til Ludvika Bruk. (Smelteovnen)
Her fik Dan Andersson prøvet det kulsvierliv, der hele tiden går igen i hans digtning.
Lidt længere mod syd i landsbyen Skattlösberg ligger Luossa stugan, hvor familien - der nu bestod af 7 personer - flyttede tilbage til i 1912. Dan Andersson boede sammen med familien i 1912 - 1915.
Den 19. juni 1918 blev Dan Andersson gift med lærerinde Olga Turesson, der var troubadouren Gunnar Turessons søster. de flyttede i Luossa stugan hvor Dan Andersson boede indtil sin død den 16. september 1920 efter en forgiftningsulykke på et hotel i Stockholm.
Dan Andersson efterlod sig hustruen Olga, der ventede deres første barn, datteren Monica.
Et barnebarn - Maria Sedell er skuespiller. 

.

Ved vejen indtil landsbyen Skattlösberg ligger en finngård, der i dag er indrettet til museum. De store skove omkring Ludvika har været beboet af finner, Dan Andersson har også aner til denne befolkningsgruppe.
Billedet til venstre er finngården i Skattlösberg.
Billedet til højre er Dan Anderssons farmors hus Bränntjärnstorpet. 

I 1793 byggede Dan Anderssons farmors farfar, Mats Pålsson, en stuga med ovn og skorsten, ved Bränntjärns nordøstre ende. I torpet boede Dan Anderssons farmor, Anna Stina Knas. Hun blev tidligt enke med fem små børn.
Dan Anderssons far, Adolf Andersson fødtes her år 1854.
I 1890  flyttede enken Anna Stina Persson ind og hun boede i huset til sin død 1935. Hun blev den sidste beboer. Huset blev ødelagt ved en skovbrand i 2008, men blev genopbygget i den originale stil.

Ludvika gammelgård

Efter en flot morgen ved vores hotel - Villa Gladtjärn - billedet øverst til venstre, kører vi ind til Ludvika hembygdsgård. Her er opstillet et helt bruksmiljø. 
Billedet til højre et Östenbergshjul eller som den type vandmøller også benævnes Polhemhjul.
Billederne herunder:
Kraften fra vandhjulet overføres ved en såkaldt "stånggång", altså 2 arme der i en frem og tilbage gående bevægelse kan trække en vandpumpe i minen eller et spil.
Den røde bygning står over skakten og her trækkes en vandpumpe og muligvis også spillet til at hejse malmen op og mandskab ned og op med. (Alle bygninger og vandhjul m.m. er flyttet hertil og der er derfor intet under jorden her)
Billedet ved siden af er et vue ud over hembygdsgården.
Billedet i nederste række til venstre er arbejderboliger. Bemærk der er 4 døre på den her side af huset, der er også 4 døre på den modsatte side, så i hver af husene har der været 8 lejligheder!
Det nederste billede til højre: så har der været lidt mere plads til direktøren for virksomheden.

Norns bruk

Efter adskillige kilometer på grusveje - langt ude i skoven, nordøst for Ludvika når vi frem til Norns Jernbruk.
Ifølge historien fik et par finske indvandrere en gang i 1600-tallet lov til at bosætte sig med et lille landbrug, men efter nogle få år søgte de om tilladelse til at etablere en smelteovn og et hammerværk. Malmen blev transporteret dertil fra omegnens gruber.
I 1916 stoppede malmproduktionen, men el-værket er i fortsat drift, da husene stadig er beboede.   
Det hele står meget velholdt og alt ånder fred og ro. Ikke et sted mange turister finder frem til.
Når vi går rundt i landbyen, ser det ud som i 1800-tallet med smeltehytte og vandmølle, smedje og arbejderboliger, el-kraftstation, skole (skolemuseum), kapel og klokkestabel, præstgård og herregård (ejerens bolig).

Seværdig er også den meget gamle grusvej til landsbyen, som selv i dag udgør den offentlige landevej fra Norn mod Larsbo og Söderbärke. Vejen er klassificeret som national interesse for kulturmiljøbeskyttelse.
Billedet øverst til venstre: smeltehytten. Billedet øverst til højre: vandkanalen til vandmøllen.
Billedet i midten til venstre: boliger. Billedet i midten til højre: den firkantede bygning i midten er klokketårn.
I næste række: billedet til venstre: kapellet. Billedet nederst til højre: Herregården hvor brukspatronen boede.

Smedjebacken

Smedjebacken er en lille idyllisk by, en forstad til Ludvika. Den ligger ved Strømsundkanalens nordligste del, kanalen ender i søen Mälaren. Kanalen består dels af vandløb og søer, men enkelte steder er der en gravet kanal. Ligesom Götakanalen er der også her flere sluse på kanalstrækningen. Dem vender vi tilbage til senere.
Den har haft lige stor betydning som Götakanalen, men den blev udkonkurreret af jernbanerne i begyndelsen af 1900-tallet.
Billedet øverst til venstre: en af de mange gader med træhusbebyggelser. 
Billederne øverst til højre og nederst til venstre: Smedjebacken kirke, bemærk uret under den første lysekrone.
Nederste billede til højre: en rest af de mange dampdrevne både, der har besejlet Strømsundkanalen.   

Mod Falun

Så er det blevet tid til at forlade Villa Gladtjärn og sætte kursen mod Falun. Det er en forholdsvis kort tur, så vi har tid til at besøge nogle spændende kirker under vejs. 
Den første er Torsång kirke. Hovedskibet er fra 1300-tallet. Ligesom flere andre svenske kirker, er den bygget af omrejsende finske bygmestre.
Døbefontens fod er gotlandsk kalksten fra 1200-tallet og overdelen er af træ fra 1715.
Klokkestablen - der minder om 2 foldede hænder - menes at være Dalarnes ældste fra før 1576.

Vika kirke

Efter nogle få kilometer kommer vi til Vika kirke, der er kendt for sine kalkmalerier og mange middelalderlige træskærerarbejder.
Kirken er bygget i sidste halvdel af 1400-tallet. 

I kirkens våbenhus bemærker man et træskærerarbejde fra 1470 forestillende Sct. Jørgen og dragen. Det har oprindelig været placeret inde i kirken.
Til venstre for døren indtil kirken står et 1400-tals træskærerarbejde forestillende Jomfru Maria.

Kirkens kalkmalerier er fra 1550, udført af en ukendt mester.

Døbefonten er udført i sandsten og fra 1470.

Triumfkrucifixet i koret er fra første halvdel af 1400-tallet.

Korsåen bruk

Så er vi nået til den 15. oktober, desværre en dag med gråvejr og lidt fugtigt vejr, men så støver grusvejene ikke så meget! For i dag har vi planlagt besøg på nogle gamle bruksmiljøer og det betyder mange kilometer på grusvej. Grusvejene er af nye dato, idet området var vejløst indtil 1945.
Det første er Korsån, der blev sat i drift i 1841 for forarbejde råjern til støbejern, råjernet kom fra Åg og Svartnäs.

Korsån var ikke kun en hammersmedie, men også et lille samfund med optil 300 indbyggere. Her var alt hvad der var nødvendigt for at få en lille by til at fungere.

6 store hamre, der blev drevet af hver sit vandhjul og et til at trække blæsmaskinen.
1847 blev lancashire smedning indført i Korsån med godt resultat.
I 1800-tallet begyndte en ændring af hammersmedien, som sammen med forbedrede transportsystemer førte til møllens storhedstid i 1880'erne og 1890'erne. Der var et godt udbud af lancashire jern og Korså mølle havde en gunstig beliggenhed ved Hyen søen for videre transport til Gävle. Der blev produceret 2.600 tons stangjern og mere end 3.000 tons smeltet jern om året. 
Bygningerne i Korsån voksede og fik et typisk hammersmediepræg med fabriksbygninger, bestyrerbolig, lade og mølle. Foreningslivet var aktivt, handelsforening, missionsforening og ædruelighedsforening.
I begyndelsen af ​​1900-tallet faldt efterspørgslen efter lancashire-smedning og i 1930 ophørte produktionen helt.
Det nederste højre billede er de tidlige arbejderboliger. 

Ågs bruk

Råjernet til Korsån kom bl.a. fra Ågs hytta, der også var ejet af Stora Kopparberg. Stedet blev købt af Stora Kopparberg i 1826 til supplement for Svartnäs bruk.
Ågs bruk blev nedlagt i 1928, et par år før Korsån bruk.

Falun

Fra Smedjebacken flyttede vi hotel Bergmästaren i Falun, der ligger inde i byen. 
Falun er mest kendt for sin kobbermine midt i byen, men der er også andre steder at besøge. 
Men først vil vi besøge Kristina kirken, der 
blev indviet i 1655 efter 13 års byggeri. Oprindelig hed kirken Faluns Nye kirke, men i 1700-tallet fik den sit nuværende navn.
Kirken er bygget af mursten fra Rankhyttan, ca 25 km fra Falun og kirkens kalkstens søjler kommer fra Rättvik 

Altertavlen og prædikestolen blev lavet i 1669 af den tyske billedhugger Ewerdt Friis.
Døbefonten er designet af Carl Möller og udført af Mekaniska stenhuggeriet i Stockholm i 1906. Både døbefontens låg og den indvendige skål var lavet af drevet messing og leveret af Nordiska Kompaniet i Stockholm.


Falu gruva

Falun var oprindeligt berømt for sin kobbermine, der i mange århundreder var en af Sveriges største virksomheder, den lukkede i 1992. Området hvor minen ligger er forurenet, og mens minen var i drift, voksede der ikke mange planter. 
Arkæologiske og geologiske undersøgelser har vist, at minen kan spores tilbage til 700-tallet. I middelalderen leverede Falu Gruva to trediedele af Europas kobberproduktion. Minen havde sin storhedstid i 1600-tallet, hvor den beskæftigede ca. 1.000 arbejdere.
Den intense og planløse minedrift resulterede i et stort kollaps af flere dagbrudsminer, ulykke skete en helligdag, Sankt Davids dag, den 25. juni 1687. Derved opstod det gigantiske hul på 1,6 kilometer i omkreds og en dybde på 95 meter skabt. På grund af helligdagen blev ingen dræbt ved ulykken. 
I begyndelsen af 1700-tallet blev minen udstyret med bl.a. det store Polhemhjul til at trække pumperne.
I 1800-tallet er der sket yderligere sammenstyrtninger.   
Øverste billede til højre er huset over mineskakten, ca. 200 meter dyb. Huset på billedet nedenunder rummer Polhemhjulet, der trak pumperne. 

Den gamle bydel og træhusbebyggelsen

Der er et unikt miljø i Faluns bymidte, ikke mindst i gaderne med de røde træhuse, hvor minearbejderne boede.

.

Stora Kopparbergs kirke i Falun er fra 1400-tallet, de ældste dele dog fra 1300-tallet og derved den ældste bygning i byen.
Kirken har 4 klokker. Den største er fra 1598 og vejer 4,8 ton! 
Sankt Anna-klokken er kirkens mindste og yngste klokke fra 1987, den har erstattet den tidligere Mester Pers-klokke, der nu står på kirkegården (billedet nederst).

.

Ornässtugan eller Ornäsloftet ved Ösjön er fra 1504/05 og et af Sveriges ældste museer.  
 Under sin flugt fra Danskerne i november 1520 søgt Gustav Vasa tilflugt her.
Ifølge forskellige legender skulle Gustav Vasa's skjulested være blevet afsløret, men hjulpet på flugt inden han blev pågrebet. 

Vi fortsætter videre ad E16 og derefter vej 70 mod nordvest til Gagnef, da vi kører ind i byen, ser vi et skilt til en mindestue!
 Det viste sig at være en helt fantastisk flot hembygsgård. Der var mange gamle og flotte bygninger, absolut et besøg værd. 

.

Ved byen Gagnef er der en flydebro over Österdalelven.
Billedet yderst til højre: Nogle kilometer højere oppe ad elven er der endnu en flydebro, men den er kun for gående og cyklister.

Så er det blevet tid til at forlade Falun og flytte til et lille hotel i Köping, men på vejen gør vi holdt ved Ängelsberg bruk. Men der er - ligesom de andre steder lukket - så vi går en tur i området.

Vi fortsætter til byen Ängelsberg, her fra kan vi se Ängelsbergs oliefabrik, verdens ældste bevarede olieraffinaderi. At man valgte en ø, kan for os i dag virker upraktisk med hensyn til transport, men det var dengang logisk nok. For derved var samfundet beskyttet mod brande og andre ulykker.

Dengang kunne en stor del af transporten forgå via Strömsholms kanal, hvilket gjorde øen til et glimrende sted for det nye raffinaderi.
Strömsholms kanal vender vi tilbage lidt senere

I 1875 begyndte byggeriet på fabrikken og året efter begyndte røgen at bølge ud af den dengang eneste skorsten.
Den 23. august samme år modtog Engelsbergs Oljefabriks AB tilladelse til at forfine maksimalt 1.000 tønder råolie om året.
En tønde indeholdt 159 liter råolie. Tusind tønder giver 159.000 liter. Det er stort set, hvad vi i verden i dag bruger på et sekund.

Råolien blev importeret fra Pennsylvania i USA, og slutprodukterne var fluorescerende olier i forskellige kvaliteter, fra den fineste næsten ufarvede salon petroleum til den lidt tykkere og gule variant kaldet pyrogen.
De fremstillede fine smøreolier til rifler, låse, ure og symaskiner og tykke, klæbrige smøreolier, der blev brugt til trolleysmøring og maskinsmøring.
Et vigtigt produkt var læderolier og læderfedt, der blev en af olieøens mest værdsatte varer.

Vi fortsætter til Dunshammar, der ligger et par kilometer fra Ängelsberg. 
Her er nogle gamle gruber, hvor man for ca. 2.000 år siden havde smeltet myremalm eller sjömalm. Der var et stykke at gå, et spændende sted, men ikke overrendt af turister
Højovnen er en grubeovn med blæsebælge til levering af luft. Ovnen blev bygget af sten og forseglet med ler. Malmen blev hentet fra havbunden fra både eller flåder i sommermånederne og gennem huller i isen om vinteren. Sjömalm var rig på jern, jernoxidindholdet var omkring 60 procent. Men den indeholdt fosfor, der gjorde jernet hårdt og skørt.
Efter at malmen kom op fra søen, blev den først brændt for at fjerne vand og organisk materiale. I smelteovnen kom temperaturen op omkring 1100 grader.
Slaggen løb ned og lagde sig i bunden af ovnen. Jernet sintrede sammen til en klump oven på slaggen. Herefter kunne man smede jernet direkte fra ovnen. Det meste af fosforen kom med slaggen.
Billedet øverst til venstre: en grube til fremstilling af trækul til brug i smelteovnen.
Billedet nederst til venstre: smeltet sjömalm.
Billederne til højre: smelteovnen.



Dagen blev efterhånden noget våd, regnen fortsatte hele dagen, så vi kørte til Köping og tjekkede ind på Gillet hotel, som vi havde booket i forvejen. Det er et gammelt byhotel, men ellers meget pænt og med parkering i gården.  
Næste dag var vejret blevet lidt pænere, så vi gik en rundtur i byen. Det er en smuk gammel by, der har haft en storhedstid engang, det kniber lidt med vedligeholdelsen af de gamle bygninger, men byen er et besøg værd.

Köping kirke ligger på torvet, den er opført i midten af 1400-tallet, men om- og tilbygget flere gange.

Billedet øverst til venstre: En af de ældste byggninger ved Strömsholms kanal er kongelige Strömsholms slot, som byggedes i begyndelsen af 1500-tallet.
Gustav Vasa arvede stedet ved Mölntorp og så mulighederne for at bygge et ”befæstet stenhus” på holmen i Kolbäcksån.

Det oprindelige "stenhus" findes ikke mere, for i slutningen af 1600-tallet byggede enkedronning Hedvig Eleonora det nuværende Strömsholms slot.

Slottet har aldrig været beboet permanent af nogen fra kongehuset, men kun brugt som sommerbolig.
I årene 1868 til 1968 blev slottet brugt af militæret som administrativt centrum.
I dag findes der en stor samling malerier af David K Ehrenstrahl af Karl XVI's heste. Hesten har altid haft, og har også i dag en stor betydning på Strömsholm slot.
Rideskolen Strömsholm en af landets tre nationale rideskoler, som træner heste og undervisere i svensk ridesport.


De øvrige billeder: Strömsholms kanal.
Strömsholms kanal går fra Smedjebackan i nord til Mälarsdalen i syd, en strækning på ca. 110 kilometer med en samlet faldhøjde på 100 meter fordelt over 26 sluser.
Strækningen blev målt og tegnet op i 1774, hvorefter selskabet "Strömsholms slusswerk" blev etableret i 1776. Kanalbyggeriet påbegyndtes året efter og kunne indvies efter 10 års byggeri i 1787 af kong Gustav III. 

Strömsholms kanal har en omfattende og spændende historie. Jernet skulle ud i verden og varer fra verden op til Bergslagen. 1890 var et af de bedste år for kanalen, der blev transporteret 200.000 tons jerngods ned till Borgåsund Jernmagasin til vejning og omlastning til større skibe. Tre dage i ugen gik turen fra Stockholm over Mälaren til Strömsholms kanal med 13.000 passagerer.

I 1800-tallet var der planer om at forlænge kanalen til Ludvika og søen Väsman og videre til Dalälven og dermed helt til Siljan søen.
Disse forskellige forslag og ideer blev endelig skrinlagt i 1941.

Vi fortsatte videre mod syd over broerne til Tumbo - lidt syd for Kvicksund. Her er en middelalder kirke vi gerne ville se, men den var selvfølgelig låst.
Der er flere runestene på kirkegården, som vi lavede nogle optagelser af, medens vi var i gang med det, kom vagtmesteren og låste kirken op.
Vi spurgte om vi måtte se kirken indvendig og selvfølgelig måtte vi det.
Den oprindelige kirke blev bygget i midten af 1100-tallet, men den blev afløst af den nuværende kirke i midten af 1400-tallet, der er forholdsvis uændret.
Sakristiet blev genopbygget i det 17. århundrede.
Kirken er ekstraordinært højt placeret i landskabet, der er mange gravhøje fra gammel tid. Det vidner om, at her var en stor befolkning i førkristen tid. Ved kirken er der seks runesten, der giver et indtryk af stedets betydning i 1000-tallet (billederne til højre).

Kirkelandsbyen hedder Husby, men ved siden af ​​denne landsby har der ligget en landsby ved navn Tuna. Tumbo betyder folket i Tuna, dem der bor ved Tun.