Forside  Tilbage til
Postkort
Snapshots  Fotogalleri  Om os


Pruchten og Stralsund

I efteråret 2009 var vi i Pruchten første gang, og også en tur i Stralsund. På det tidspunkt bar området og byerne stadig præg af at have været en del af det oprindelige Østtyskland. Mange huse var meget forsømte og især i Stralsund var der mange bare pladser efter bombede huse.
Her i 2019 besluttede vi så at gense hele område, i begyndelsen af juni måned forlod vi Danmark med kurs mod i første omgang Bad Segeberg.
Vi havde planlagt at tage en overnatning på campingpladsen "Seecamping Segeberg" i Bad Segeberg, der har vi været flere gange. Det var nogle år siden, men vi havde ikke tjekket, at der var kommet nye og ikke særlig kundevenlige ejere. Så da vi ankom til pladsen, blev vi simpelthen smidt ud, hvad vi havde gjort forkert eller hvad der var galt ved vi ikke, for det ville man ikke svare på. Vi har camperet siden 1969, men aldrig oplevet noget lignende!!  Efter den oplevelse vil vi fraråde alle, at benytte pladsen. Bagefter har vi set nogle anmeldelser af pladsen, de er mildesttalt ikke er særlig positive!
På billedet til venstre Brigitte Schmidt, der beder os forlade hendes campingplads, så her kommer vi ALDRIG mere.
Vi kørte så til byen Klein Rönnau, hvor campingpladsen "Campingplatz KlüthseeCamp & Seeblick" ligger -  www.kluethseecamp.de  
Her blev vi vel modtaget og kunne selv vælge en plads - endda en komfortplads med både el, vand og afløb. Her var også mange englændere, hollændere, tyskere og så lige os. På den første plads var der kun EN campingvogn, de var lige ankommet og orkede ikke at køre videre - ikke engang efter en verbal overhaling!
Efter en god nats søvn fortsætter vi de sidste 200 km til "Naturcamp Pruchten".
Vi ankom til Naturcamp-Pruchten kl. 13.00, lige som de lukkede for "mittagsruhe", men nåede at få at vide, at de havde plads til os henover pinsen.  
Efter en god time åbnede de igen i receptionen og vi fik en super fin plads. Alle deres nye pladser er komfortpladser med el, vand og afløb. Pladsen er oprindelig en gammel Østtysk teltplads, men efterhånden blevet renoveret med nye servicebygninger, ny reception og en kraftig udvidelse af selve campingpladsen. Da det var henover pinsen var det højsæsonpriser, men da vi tjekkede ind blev der spurgt efter rabatkort, f.eks acsi, der selvfølgelig kunne bruges på hverdagene. Da der ikke var så mange dage, hvor det kunne bruges, havde vi ikke påregnet at bruge acsi-kortet, men det skulle selvfølgelig bruges og prisen blev reduceret. Så tak for en super betjening. Efter indtjek kom der en medarbejder i en golfvogn og viste os på plads og aflæste elmåler og var meget hjælpsom og venlig.
Du kan læse mere om pladsen på deres hjemmeside:  www.naturcamp.de
Så var det vist tid til kaffen, men solen forsvandt og det blev hurtigt mørkt i vejret og kort efter kom regnen. Det endte i et vildt uvejr, store mængder regn væltede ned og storm der gennemruskede træerne og lyn og torden. Vi lå heldigvis i læ, så vinden mærkede vi ikke meget til. Temperaturen faldt fra 28 gr. til kun 16 gr.
Næste dag, fredag kørte vi en tur indtil nabobyen Barth om eftermiddagen. Byen har rester af en bymur og der er stadig en smuk byport, men byen bærer stadig præg af DDR fortiden, med mange forsømte bygninger og tomme gruspladser, hvor der har ligget et hus, der er udbombet.
Men også her arbejdes der på, at få byen genrejst, torvet og husene omkring det ser godt ud. Kirken var lukket og under restaurering.   
 
 
Efter en nat med masser af regn, klarer det op i løbet af formiddagen, så vi beslutter at køre rundt om Bodstedter Bodden. Den del der vender ud mod Østersøen er et populært ferieområde med mange hoteller og fritidshuse. I byen Saal stoppede vi ved en lille dorfkirche fra slutningen af 1200-tallet. Meget smuk i sin enkelthed. Du kan læse mere om den her.
 
Pinsedag, søndag den 9. juni kørte vi til Stralsund.
Det er lidt specielt med informationstavlerne i Vorpommern og Mecklenburg, de er selvfølgelig tekstet på tysk og engelsk, men også på svensk.
Hvorfor det?
En del af dette område blev erobret af Sverige i slutningen af 30-årskrigen og blev tildelt Sverige ved fredsforhandlingerne efter afslutningen af 30-årskrigen i 1648, og forblev svensk i ca. 167 år.
Stralsund er en flot gammel Hansestad med gamle gader med toppede brosten og smukke gavlhuse. Ved Altstadt er der en bevaret bymur og byporte. Torvet Alten Markt er moderniseret med vandkunst foran rådhuset og Sct. Nicolai kirke.
Nede ved havnen i Altstadt fandt vi et ledigt p-hus og derfra var der ikke langt at gå rundt til den gamle bydel.
 
 
 
St. Nikolai Kirche i Stralsund er den ældste af de tre store sognekirker i Hansestaden. Den blev omtalt første gang i 1276. Kirken stod færdig ca. år 1350.
Det er en tre skibet basilika med dobbelt tårn, en bygning der skal signalere Hansestadens magt og rigdom. Stralsund var en af de førende Hansestæder. Da der langs Østersøens kyst ikke er adgang til store mængder af natursten, er murstenen blevet udviklet til brug af disse store byggerier. 
Kirken har været under restaurering siden 1971. Hovedskibet er færdig og de smukke farver er de oprindelige fra 1350.
I 2003 til 2006 var det hovedorglets tur til en gennemgående restaurering. Også orglet er ført tilbage til det oprindelige orgel fra 1841 med mekanisk funktion.
I det nordlige sideskib står en af kirkens ældste skulpturer, den er fra sidste halvdel af 1200-tallet.
Den forestiller Sankt Anna (Jomfru Maria's mor) og hendes datter Maria og det lille Jesus barn.
Astronomisk ur, bygget i 1394 af Nikolaus Lilienfeld.
Sankt Maria kirche er den største kirke i Stralsund, bygget lidt senere end Sankt Nicolai kirke. Sankt Maria kirke er også under restaurering. Den betragtes som et mesterværk i sengotik.
Kirken blev en del ødelagt under et bombardement den 6. oktober 1944. De store glasmosaikvinduer, der blev repareret i 1947, skal nu fornyes.
Hovedorgelet - et Stellwagen orgel - er bygget af Friederich Stellwagen i perioden 1653 - 1659, det har 51 stemmer. Det er blevet restareret efter en brand i 2005.
I sideskibet er der 3 figurer, Sct. Peter, Sct. Maria og Sct. Paul.
Et ottekantet dåbskapel står i det sydlige sideskib, det er fra 1738. Johannes døberen står på toppen af kapellet, som et symbol på den kristne dåb.
 
 Altstadt i Stralsund er spændende, så der bør man have rigtig godt tid. Men vi må desværre tage afsked med Stralsund for denne gang. Vi skal lige nå en smut ud på Rügen, der ligger en gammel kirke der er opført i danskertiden, ca. 1168.
Altenkirchen er en af de ældste bygninger på Rügen.
Umiddelbart efter at kong Valdemar og biskop Absalon havde nedkæmpet venderne i 1168, begyndte biskop Absalon kristningen af venderne. I slutningen af 1100-tallet påbegyndtes derfor opførelsen af flere kirker på Rügen, herunder Altenkirchen, der menes at være den første, idet byggeriet blev påbegyndt allerede i 1168. Byggeriet stod dog først færdigt ca. år 1200, 7 år efter nabokirken Sct. Maria i Bergen.

Landsbyen Altenkirchen, som kirken ligger i er samtidig.
Pinsen går hurtigt, så er det tid at sætte kursen mod Danmark igen. Hvis trafikken glider nogenlunde burde vi kunne nå til Kollund til aften.
Vi fik lidt køkørsel på hovedvej 105 til Rostock, men herefter gled trafikken uden problemer. Så vi fik en rigtig god tur, tiltrods for en besynderlig begyndelse, men så har vi prøvet det!
Til top
 Senest opdateret den 24. juni 2019  © nbm.dk 2003 - 2019